FORRETNINGSBETINGELSER
Forretningsbetingelser
Flagstad Advokaternes forretningsbetingelser gælder for den juridiske bistand og de ydelser,
som Flagstad Advokaterne leverer til klienten, medmindre andet skriftligt er aftalt.
Udførelse af opgaven
Flagstad Advokaterne og klienten aftaler løbende den juridiske bistand og omfanget af hver opgave samt klientens og andres medvirken og ydelser.
Flagstad Advokaterne forpligter sig over for klienten til at yde kvalificeret juridisk bistand,
der leveres til aftalt tid og i aftalt omfang.
Alle opgaver udføres i overensstemmelse med Advokatrådets advokatetiske regler, Retsplejelovens regler om advokater samt anden relevant lovgivning.
Flagstad Advokaterne er undergivet reglerne i Hvidvaskloven og skal derfor bl.a. indhente og opbevare identitetsoplysninger på klienten.
Flagstad Advokaterne opbevarer alle sagsakter på arkiv i mindst fem år fra sagens afslutning. Originale dokumenter tilbageleveres senest ved sagens afslutning.
Klienten får de nødvendige rettigheder til at bruge det skriftlige materiale, som Flagstad Advokaterne leverer til klienten i forbindelse med sagen, men Flagstad Advokaterne har og bibeholder alle ophavsrettigheder og andre immaterielle rettigheder til materialet.
Honorar, fakturering og klientmidler
Flagstad Advokaterne fastsætter honoraret med udgangspunkt i arbejdets omfang, herunder arbejde uden for normal arbejdstid, den interesse sagen repræsenterer for klienten, værdien af Flagstad Advokaternes ydelser, det ansvar der er forbundet med opgaven, sagens kompleksitet, graden af specialistviden og det opnåede resultat.
Opgaverelaterede omkostninger og udlæg, herunder gebyrer, rimelige rejse- og opholdsudgifter, forplejning, større kopierings- og forsendelsesudgifter samt eksterne transmissionsudgifter betales af klienten ud over honoraret.
I forbindelse med påbegyndelse af en opgave vil klienten efter anmodning blive oplyst om honorarets størrelse, hvis det er muligt ud fra opgavens karakter. Kan honoraret ikke oplyses,
vil den måde honoraret bregnes på, f.eks. de timepriser der anvendes, blive oplyst.
I forbrugerforhold gives klienten oplysninger om honoraret, inden arbejdet påbegyndes.
Normalt fakturerer Flagstad Advokaterne månedsvis bagud. Der kræves dog som udgangspunkt forudbetaling af større eksterne omkostninger.
Betalingsbetingelserne er netto kontant. Ved forsinket betaling beregnes renter i overensstemmelse med Rentelovens bestemmelser.
Alle klientmidler, der betros Flagstad Advokaterne, forvaltes efter Advokatsamfundets regler og bliver indsat på klientkonti. Tilskrevne renter tilfalder klienten i overensstemmelse med Advokatsamfundets regler.
Fortrolighed og insiderregler
Flagstad Advokaterne er forpligtet til at behandle alle oplysninger modtaget af klienten eller modtaget om klienten fortroligt. Alle i Flagstad Advokaterne er pålagt en udvidet tavshedspligt, og herudover har Flagstad Advokaterne sikkerhedsprocedurer for håndtering af alt fortroligt materiale.
Alle i Flagstad Advokaterne er undergivet særlige regler i overensstemmelse med gældende lovgivning om forbud mod videregivelse af intern viden om børsnoterede selskaber og restriktioner for handel med børsnoterede værdipapirer.
Ansvar, ansvarsbegrænsning og forsikring
Flagstad Advokaterne er ansvarlig for den leverede rådgivning i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler.
Ansvaret er dog for så vidt angår Flagstad Advokaterne som dets partnere og medarbejdere begrænset til et beløb på maksimalt det af Flagstad Advokaterne oppebårne samlede honorar.
Flagstad Advokaterne og dets partnere og medarbejdere er ikke ansvarlige for indirekte tab eller følgeskader, herunder driftstab, tab af data, mistet fortjeneste, goodwill, image m.v.
Flagstad Advokaternes partnere og medarbejdere hæfter ikke for eventuelle fejl begået af rådgivere, som Flagstad Advokaterne har henvist klageren til, ligesom Flagstad Advokaterne, dets partnere og medarbejdere ikke hæfter for eventuelle fejl begået af underleverandører, som Flagstad Advokaterne efter aftale med klienten har overladt dele af opgavens løsning til.
Flagstad Advokaterne er ansvarsforsikrede i et anerkendt forsikringsselskab.
Lovvalg og værneting
Flagstad Advokaternes rådgivning og disse forretningsbetingelser er underlagt dansk ret.
Eventuelle tvister kan alene indbringes for danske domstole.
RØNHAVE STRAND I IMMORTELLEVEJ 13A I DK-2950 VEDBÆK I TEL. +45 77 300 400 I FAX +45 77 300 600